Aftale om initiativer mod kortsigtede investeringer i private udlejningsboliger indgået – en regulering af Boligreguleringslovens § 5, stk. 2.

Aftale om initiativer mod kortsigtede investeringer i private udlejningsboliger indgået – en regulering af Boligreguleringslovens § 5, stk. 2.

03.02.20

Den 30. januar 2020 indgik regeringen en endelig aftale med partiet DF, der skal gribe ind over for boligspekulanter. Ændringerne forventes at træde i kraft den 1. juli 2020.

Den største ændring – det såkaldte spekulantstop – vedrører en karensperiode på 5 år, hvor huslejen ikke kan sættes op efter Boligreguleringslovens § 5, stk. 2. Denne karensperiode er gældende ved ejerskifte af boligudlejningsejendomme, hvorefter den nye ejer ikke kan opkræve husleje efter § 5, stk. 2 i 5 år efter moderniseringen. Ejeren er i stedet henvist til at opkræve den omkostningsbestemte husleje efter § 5, stk. 1 med tillæg af almindelige forbedringsforhøjelser. Som et grønt incitament bortfalder denne karensperiode dog, hvis ejeren hæver ejendommens energiklasse med mindst 3 niveauer eller foretager effektive energiforbedringer for mindst 3.000 kr. pr. m2.

Som endnu et grønt initiativ, er der ligeledes indsat et grønt energikrav, hvor det tidligere energimærkekrav skærpes. Herefter skal ejendommen bringes op på energiklasse C eller ejendommens energiklasser skal løftes mindst 2 niveauer, førend der kan gennemføres modernisering efter § 5, stk. 2. Energiforbedringerne og moderniseringen kan dog foregå sideløbende.

Endvidere er indsat en såkaldt huslejebremse, hvorefter lejen ikke må overstige det lejedes værdi. Førhen har lejen ikke måtte overstige det lejedes værdi væsentligt, hvilket har medført muligheden for at tillægge det lejedes værdi en skønsmæssig margin på op til 10 pct. Ordets udgåelse af § 5, stk. 2 må således antages at medføre en betydelig ændring af, hvilket niveau lejen kan fastsættes til efter moderniseringen.

Slutteligt er indsat et initiativ, der skal styrke lejer i tvister med udlejer, herunder skal ske en styrkelse af Huslejenævnet. For at opnå dette er indsat en række tiltag i aftalen, herunder:

  • et forbud mod at udlejere tilbyder lejere penge for at opsige eller fraflytte deres lejemål. Lejerne har dog fortsat ret til at indgå en frivillig aftale om fraflytning.

  • etableres et huslejeregister for at øge gennemsigtigheden i lejeniveauerne.

  • skal der ved huslejenævnenes vurderinger af sammenligningslejemål lægges vægt på sammenligningslejemål, som allerede er prøvet ved huslejenævnene.

  • indføres et krav om besigtigelse før gennemførelse af modernisering efter § 5, stk. 2.

  • forhøjes gebyret, som udlejer ifalder, når lejeren får fuldt medhold, fra 2.180 kr. til 6.000 kr.

  • nedsættes et udvalg med det formål at analysere, hvordan indsatsen for at løse tvister mellem lejere og udlejere mest hensigtsmæssigt organiseres.

Opfølgning

Det er aftalt, at der årligt skal udarbejdes en status på initiativerne, herunder en vurdering af deres effekt. Herefter skal behovet for eventuelle ændringer eller yderligere initiativer drøftes på baggrund af en samlet evaluering i 2022. Dette følger af ønsket om løbende at følge udviklingen på det private udlejningsområde.

Er du interesseret i at høre mere?

Medlem af Ejendomsforeningen Danmark og Danske udlejere.

Applikationer
Kontakt os
Kontakt os
Tlf.: +45 31 124 570
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.